Du kan føle i biografen – ikke i retten!
”Følelser hører ikke hjemme i en dansk straffesag!” Sådan lyder det ofte fra både dommere og forsvarere. En af dem er Højesteretsdommer Jon Stokholm, som engang sagde: ”Man føler ikke i retten – det kan man gøre i biografen.” Forsvarsadvokat Hanne Rahbæk kritiserede sidste år en anklagers barske ordvalg ved at sige til pressen at en straffesag ikke er en moralsk domstol, men en juridisk domstol. Både Stokholm og Rahbæk repræsenterer det klassiske synspunkt, at følelser er modsætningen til fornuft og at dommerne skal være kølige og saglige og alene tager stilling til sagens iskolde beviser. Følelserne kan måske give tilføre lidt kolorit og peppe en kedelig sag op, men i værste fald er følelesappellen farlig, manipulerende og et brud på anklagerens objektivitetsforpligtelse og således en fare for retssikkerheden.
Men forholder det sig virkelig sådan? Har følelsesappellen kun til formål at forstyrre det fornuftige valg? Og sætter følelsesappellen altid anklagerens objektivitet og professionalisme over styr? Det er vores opfattelse, at der blandt jurister hersker misforståelser om hvad følelsesappellen er og hvilken rolle den kan og bør spille i en straffesag. Modsat de førnævnte eksempler mener vi at følelsesappellen er en helt nødvendig forudsætning for rettens forståelse at sagens faktum, og at retten er dårligere stillet i forhold til at træffe afgørelse, hvis anklageren viger uden om den. Omvendt mener vi også nogle anklagere går for langt og overdriver følelsesappellen eller bruger den de forkerte steder. Derfor er der grund at opstille nogle retningslinjer for følelserne spillerum i en moderne dansk straffesag. Det har vi tænkt os at gøre her.
Hvad er pathos?
Jurister og retorikere er ofte uenige om hvad følelsesappellen, pathos, er. Juristen ville formodentlig sige at pathos er de steder i proceduren hvor anklagerens bliver følelsesladet; dramatiserer sagens grusomheder, bruger stærke værdiladede udtryk eller cykler rundt i blodige billeder fra gerningsstedet. En retoriker ville sige at pathos ikke bør komme fra anklageren, men fra sagen, og at den gode pathos konkretiserer sagens faktum så retten bedre kan forstå og leve sig ind i sagen og dermed være bedre stillet til at træffe afgørelse. Derfor er jurister og retorikere ofte uenige om hvorvidt en passage som den følgende kan ses som en pathosappel: ”Sidste år blev Mathias overfaldet af tre unge mænd på Amagerbrogade. De slog Mathias i hovedet med et baseballbat, så han pådrog sig en hjerneskade. I dag er han multihandicappet og bor på et hjem for behandlingskrævende unge mennesker”. En jurist ville måske sige at informationen i passagen er uomtvistelig fakta, at forløbet er beskrevet i et enkelt og nøgternt sprog, og at afsnittet dermed hører ind under logos, ikke pathos En retoriker ville sige, at nok er formen afdæmpet, men det er meningsindholdet ikke. Den lille beretning fremkalder indre billeder af meningsløs vold og spild af liv og har derfor en indvirkning på vores følelser. Pathos knytter sig altså ikke specifikt til ordvalget men derimod til effekten på modtageren.
Det er vigtigt at forstå, at pathos ikke er noget man lægger uden på den hårde juridiske kerne, men at straffesagen er født med en iboende pathos. Som tidligere Statsadvokat Erik Merlung lidt højtragende, men meget sandt, sagde engang: ”Grunden til at der er rejst en straffesag er, at nogen har gjort noget de ikke må imod nogle andre – der er altså sket et brud på den fred der skal være i et samfund.” Det er ganske enkelt ikke muligt at beskrive en straffesag – et drab, en seksuel krænkelse, et overgreb imod et barn – uden at modtageren bliver følelsesmæssigt involveret. Spørgsmålet er derfor ikke om pathos hører hjemme i en straffesag, men snarere hvordan følelserne i sagen skal kommunikeres til rettens dommere og tilhørere.
God pathos
I straffesager retsforfølger anklagemyndigheden personer for brud på straffeloven på vegne af samfundet. Straffeloven indeholder en lang række bestemmelser, og straffesager kan således omhandle alt fra simpelt tyveri eller vold til grove voldtægter og drab. Som anklager er det vigtigt at gøre sig bevidst om sagens karakter og alvor og at afstemme sin pathosappel derefter. Sager om personfarlig kriminalitet som fx vold eller overgreb imod børn vækker i sagens natur flere følelser i os end banale cykeltyverier eller sager om økonomisk kriminalitet. Den gode pathos konkretiserer og anskueliggør sagens alvor og er knyttet til sagens centrale bevistema. I en drabssag hvor den tiltalte hævdede at det oversavede jagtgevær var gået af sig selv, lod anklageren våbnet gå rundt blandt nævningene. Han bad dem trykke aftrækkeren ned så de selv kunne mærke, at man skal bruge betydelige kræfter på at affyre geværet. På den måde fik anklageren dels vist utroværdigheden i den tiltaltes forklaring og dels givet nævningene mulighed for at leve sig ind i tiltaltes vilje (fortsæt) i gerningsøjeblikket. Det kan ses som en pathosappel fordi anklageren gør gerningsøjeblikket konkret og håndgribeligt for modtagerne.
En god pathosappel bidrager også til at visualisere det abstrakte. I en omtalt sag fra 2008, Glasvej-sagen, var to personer tiltalt for at have planlagt et terrorangreb og at have fremstillet sprængstoffet TATP. Politiet fjernede sprængstoffet fra lejligheden og destruerede det senere ved at lade det sprænge i en udtjent HT-bus på et militær øvelsesanlæg. Optagelsen af denne sprængning afspillede anklageren to gange i retten – først i almindeligt spilletempo og så i slowmotion. Under den anden afspilning kunne alle i retslokalet se hvordan bussen blev flået fra hinanden. Bussens sider og tag blev kastet 100 meter væk og vinduer og sæder blev blæst i stykker. I straffesagens afsluttende tale, proceduren, vendte anklageren kortvarigt tilbage til afspilningen: ”Forestil jer denne sprængladning i en fyldt HT-bus på Rådhuspladsen i København.”
Med sin ordknaphed lod anklageren det her være op til den enkeltes forestillingsevne at se bomben detonere midt i København og skabte på den måde en effektiv pathosappel. Selvom forsvarer og anklager ikke var uenige om at sprængstoffet var kraftfuldt, var det alligevel relevant at anskueliggøre TATP’ens kraft så at retten kunne vurdere faren og de potentielle konsekvenser af den gerning de tiltalte var i færd med at planlægge. Pathosappellen er effektiv her fordi den konkretiserer faktum og anskueliggør den så dommerne får et klarere og mere håndgribeligt indtryk af sagens alvor. Desuden var beviset på sprængstoffets kraft en gedigen gennemhulning af de tiltaltes forklaringer om, at bomben var drengestreger og tiltænkt fyrværkeri til nytårsaften.
Dårlig pathos
Det er karakteristisk for danskere at vi har en lav smertetærskel for hvornår følelsesappellen bliver for meget. I Danmark skal man hellere overdrive end underdrive og der skal ikke meget til før en pathosappel opfattes som kvalm, patetisk eller måske endda manipulatorisk. En dårlig brug af pathos er derfor når en anklager gør brug af et væld af tillægsord til at beskrive et sagsforløb – en anklager som betegner en sag eller et hændelsesforløb som ”grufuldt”, ”forfærdeligt” eller ”mareridtsagtigt” i stedet for at vise publikummet at forløbet rent faktisk var disse ting for den forurettede. I en sag om en ældre kvinde, der var blevet voldtaget af en fremmed mand i sit eget hjem, undlod anklageren at krydre beskrivelsen med evaluerende tillægsord men gennemgik i stedet hændelsesforløbet i enkle sætninger og skabte derved en stærk følelsesappel: ”Han fik udløsning i ansigtet på hende. Hun tørrede ansigtet i sin pude. Lidt senere beordrede han hende til at sætte sig på alle fire og han tog hende bagfra. Det gjorde ondt. Hun sagde hele tiden nej, men hun gjorde ikke modstand.” Det er vigtigt anklageren ikke er insisterende i forhold til at pådutte tilhørerne en følelsesmæssig reaktion på en sag, men i stedet give publikum mulighed for selv at opleve scenen – se overfaldet, voldtægten, tyveriet eller drabet – og derudfra give dem en mere autentisk følelsesmæssig reaktion på forløbet. Pathosappellen skal altså ikke lægges ovenpå som et udvendigt virkemiddel, men skal udspringe af sagens iboende alvor.
Ligesom anklagerens retorik helst ikke skal blive for ornamenteret, må anklageren heller ikke lade sagens alvor forsvinde helt i tunge juridiske formuleringer og kliniske betegnelser. Når anklageren udtrykker at ”de tiltalte i forening bør dømmes for grov vold ved at have tildelt forurettede flere slag med en stump genstand samt flere knivstik, hvorved forurettede pådrog sig læsioner på både overkrop og hals”, står scenen måske ikke helt skarpt for tilhørernes indre blik. Havde anklageren i stedet formuleret sig i et mere almindeligt mundligt sprog og konkretiseret den stumpe genstand som et jernrør, beskrevet kniven yderligere og beskrevet læsionerne som hudafskrabninger, blødninger eller flænger var stod scenen og sagens alvor måske klarere for tilhørerne. Den dårlig pathos kan altså også være når en anklager i en alvorlig sag fuldstændig overser sagens følelsesmæssige aspekter og alene adresserer forholdene som kølige juridiske regnestykker. Den manglende pathos kan skabe et indtryk af en kold og afstumpet anklager, der har overset sagens alvor og menneskelige konsekvenser.
Af Janus Beyer og Annemette Isager Ahl
