Hvor langt er der fra “fantastic” til “fanatic”

Ekstremt sprogbrug

af Barbara Læssøe Stephensen

Det er sjældent, at jeg får kuldegysninger af at læse faglitteratur. Men det er bogstaveligt talt løbet mig koldt ned ad ryggen flere gange, fordi det giver så uhyggeligt meget mening at læse bogen LTI godt 80 år efter, den er skrevet, 70 år efter den er udgivet og 6 år efter den er oversat til dansk. Ikke så meget fordi den giver et indblik i den hårde hverdag for en jøde i Nazityskland, der alene undgår koncentrationslejren på grund af sit ægteskab med en arisk kvinde. Det er grufuld læsning, ligesom alle historiske beretninger om Nazityskland er. Men det der for alvor fik hårene til at rejse sig på armene af mig var, at jeg i glimt følte, at jeg læste om nutiden. LTI er nemlig ikke en almindelig personlig dagbog, men filologen Victor Klemperers optegnelser og refleksioner over Lingua Tertii Imperii – Det Tredje Riges sprog – subtilt forkortet på notesbogens og senere bogens titel: LTI. Her noterede Klemperer i al hemmelighed de sproglige skred, der fandt sted i Nazityskland efterhånden som det voksede. Næsten pedantisk beskriver han den forråelse og udhuling, der sker af det tyske sprog, både i de officielle kanaler og i folkemunde. Propagandaens sprogbrug har forfærdet os før, men det mest oprørende er, at læse hvordan også sproget mellem mennesker ændrer sig og bliver bærer af fascistisk filosofi. Hvordan det sniger sig ind i den daglige omgangstone mellem mennesker og endda i folks måde at tale om sig selv på. Som på den fabrik Klemperer er blevet forvist til fra sit professorsæde hvor sjakformanden, der selv er jøde, bruger ordet som skældsord med versioner som ‘smudsjøde’ i sin disciplinering af sine lidelsesfæller.

Pludseligt vier Klemperer et helt kapitel til ordet fanatisk, som på forunderligvis skifter betydning. Fra at være et negativt ladet ord i alle Europæiske sprog siden oplysningstiden, der gjorde det dadlende at beskrive den måde at bekende sig til noget på, f.eks. en trosretning – uden fornuft, ude af proportioner, blindt. I nazitiden skred ordet derimod til at blive et positivt ladet ord, der superlativisk løfter ens gerninger op i en finere liga. Forvandlingen starter i det militære sprog, hvor faldne soldater roses for at ”kæmpe fanatisk til det sidste”, men snart knytter begrebet sig til en dyd, der bør gælde almindelige borgere: at være fanatisk tysk, at være fanatisk hengiven, eller at have en fanatisk tillid til Hitler. Ikke bare ordet får en ny klang, men i samme ombæring bliver fanatisme en dyd. Det bliver en dyd ikke at stille spørgsmål, men være blind og ukritisk.

Samme dag jeg læste dette i LTI, udstedte Trump sit dekret om indrejseforbud for alle borgere fra udvalgte, overvejende muslimske lande. Trump bruger med stolthed det præsidentielle middel, dekretet, der i Europa har klang af enevælde og i bedste fald EU – eller i værste fald undtagelsestilstand. Men selvom USA faktisk netop var trådt ind i normaltilstand, efter en overleveringsperiode mellem to administrationer, sprøjtede Trump dekreter ud i en hast, som selv salige Struensee må have misundt ham. Jeg har længe brugt begrebet i undervisning af offentlige myndigheder til at beskrive, hvor man risikerer at ende i kommunikationen med borgerne, hvis man ikke gør sig umage med at folde argumenterne ud. Og det var alt rigeligt til at forklare, hvor vi selvfølgelig ikke ville hen: tilbage til diktaturet, hvor man regerede med dekreter. Nu er det blevet et, i første omgang, neutralt ord for almindelig regeringsudøvelse i verdens næststørste demokrati. Måske fordi indholdet af dekreterne er så voldsomme, at vi ikke engang bemærker formen.

Man kan selvfølgelig også berolige sig selv med, at et dekret nu engang er et legitimt regeringsværktøj. Og Trump kaldte ved underskrivningen (på Holocaust Memorial Day) tiltaget  ”extreme vetting”, der skulle erstattes af nye ”extreme background-checking procedures” i immigrationen.

Pludselig var det som at læse LTI og ikke The Guardian 2017. For kan ordet ‘ekstrem’ også bruges som et positivt ladet ord? Jovist er ekstremsport noget, der imponerer mange, og man kan være ekstremt dygtig, klog eller smuk. Men ekstremt betyder dog, også i disse sammensætninger hvor kontrasten skal gøre det ”ekstreme” tydeligt, i bogstaveligste forstand ‘yderligtgående’. Ikke bare ud over det sædvanlige, som i ‘ekstra’, men som i det latinske ophavsord extremus, som betyder ‘yderste’. Eller det beslægtede extremitas: ‘ydergrænse’. De ekstreme er ud over grænsen. Derfor bruges ordet også – siden romerne – til at betegne, når noget er ukontrollabelt som ekstreme vejrforhold, eller urovækkende som Oxford Dictionary beskriver det: ”Something severe, stringent, lacking restraint or moderation.” Det er netop denne betydning af tillægsordet, der har gjort det til stammen for vores yndlingsbetegnelse for fjender af demokratiet: Ekstremister. Ekstremister er – som de fanatiske – blinde for, hvad der er ret og rimeligt, og tager tingene ud over kanten. Holder sig fanatisk til manualen (hvad enten den er Koranen, Biblen eller andre regelsæt) i stedet for at forholde sig til de faktiske forhold. Ligesom det er centralt, at ekstremister ikke er åbne for dialog eller undtagelser fra reglen. Ekstremisme er totalitært. Fjenden var ekstrem. Nu er det åbenbart udnævnt til et superlativ i demokratiets egen værktøjskasse?

Sprogpedanterne rundt omkring er normalt hurtige til at holde øje med, hvornår sproget bliver udhulet eller slapt, når engelske ord slipper igennem, eller når artikulationen halter i dansk tv-drama. Men bør vi ikke lære af Victor Klemperer, at det er en helt anden sprogkorruption, vi skal holde øje med? En ekstrem lov? Det er der, hvor det holder op med at være et ligegyldigt adjektiv, men et ord der siger mere end måske selve loven: at man ønsker, at love skal være strenge (bevares, det har vi hørt før), men også ekstreme – uden måde, beherskelse eller mådehold? Det ekstreme har længe været normen i reality–TV, men skal det også være ”new normal”, når det gælder lovgivning?

For tiden griner vi meget af Trumps primitive sprog og hans fattige ordforråd, ikke mindst når det gælder adjektiver, der stort set begrænser sig til: Great. Bad. Nasty. Og først og fremmest: Fantastic. Sjovt er det. Men måske, når spøg er til side, også alvorligt. For måske er Trumps ordforråd ikke bare uformåenhed, men et bevidst fravalg af nuancer. Et tilvalg af netop det, Oxford Dictionary udpegede som definitionen på ”ekstreme”: lacking restraint or moderation. Spørgsmålet er, hvornår ”Fantastic” bliver til ”Fanatic”. Hvornår det, vi før tog afstand fra – manglen på dialog, omtanke og mådehold – pludselig bliver en dyd? Det begynder i sproget.