Paludan skal ikke ignoreres – han skal argumenteres helt ud i baglokalet på den nærmeste shawarma-bar!
”Ord kan virke som små doser arsenik; de sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.” Disse vigtige ord stammer fra filologen Victor Klemperes selvbiografiske bog Lingua Tertii Imperii, om nazisternes bevidste brug af sproget som kollektiv hjernevask af befolkningen forud for 2. verdenskrig. Mit ærinde er ikke at sammenligne Paludan med nazister (det har vi hørt så meget om), men istedet at advare om at en retorisk forråelse hurtigt bliver en mental forråelse. Ord er flygtige, men en mental forråelse gnaver sig fast og forsvinder ikke selv.
Paludans giftige hate-speeches er ikke kommet ud af den blå luft. Det er efter min og mange andres mening kulminationen på en lang udhuling af civilisation i vores demokratiske samtale. Behøver jeg at nævne Støjbergs kage-selfie, smykkeloven mm – Paludan tager blot DF’s og Støjbergs provokationer et vulgært skridt videre. Jeg troede faktisk ikke at det kunne blive værre, men det kunne det. Og nu hvor chokket over Paludan har fortaget sig, melder det store spørgsmål sig: Skal vi skælde ham ud, ignorere ham eller gå til retorisk modangreb?
Retorisk skal vi gå efter hans svage punkt; de usammenhængende argumenter, forsimplede fjendebilleder, fakta-forvirringer og svulstige pathos.
Hvis han kommer i Folketinget er én ting sikkert: Det er ikke Pia Kjærsgaard, som den formand for Folketinget, der irettesatte Pelle Dragsted for at kalde Kenneth Christensen for racist, der er den rette til at håndtere Paludan, når det er hende selv, der har iltet det vand han nu svømmer i. Den rette er i stedet dig og mig.
Retorisk skal vi gå efter hans svage punkt; de usammenhængende argumenter, forsimplede fjendebilleder, fakta-forvirringer og svulstige pathos. Retorikkens fader Aristoteles skrev i sin bog ”Retorik” at ‘det sande og retfærdige af natur altid er stærkere end det modsatte‘. Og hvis resultatet ‘ikke falder ud som det burde, kan det kun skyldes parterne selv og noget sådan må betragtes som uacceptabelt‘ (side 33). Disse ord skal vi bruge til to ting: At minde hinanden om at han KUN får fodfæste, hvis vi andre vælger den bekvemme løsning at vende ham ryggen og håbe at han forsvinder af sig selv. Og for det andet, selvom populismen ved første øjekast synes let at ”sælge” , så har det langt større retorisk gennemslagskraft at tale for vores åbne, liberale demokrati, hvor vi ikke håner andre, gradbøjer menneskerettighederne, men behandler hinanden med respekt, lytter, argumenterer og prøver at forstå hinanden, trods politiske uenigheder. Aristoteles’ budskab er enkelt: Med god retorik skal ond retorik fordrives.
Af Janus Beyer
